Når tiden rinder en af hænde...

Og den ene dag bare tager den anden - som i én lang kæde, hvor begyndelsen fortaber sig, og slutningen endnu ikke kan øjnes.

Anskuet i et optimistisk lys kunne man hævde, at der var tale om en tilstand af FLOW - at man er så opslugt af begivenhederne og de aktiviteter, dagene er spækket med, at livet bare opleves som én lang og lykkeligt nærværende tilstand!

Knapt så positivt kunne det påstås, at der var tale om en person, der er midt i et amokløb efter et tog, der aldrig kan nås. Så er der selvfølgelig alle de mellemliggende muligheder - ikke fordi jeg på stående fod kan remse dem op, men det lyder så modent og velovervejet, når det står skrevet her på skærmen - og det vil jeg jo gerne! Altså fremstå velovervejet og reflekterende med øje for andre fortolkningsmuligheder end dem, der lige brager op i min bevidsthed, når jeg sidder her og forsøger at redegøre for, hvorfor der er gået så lang tid, siden jeg sidst skrev på denne blog - mest af alt overfor mig selv, men måske også den eller de eventuelle besøgende på bloggen!

Solen skinner nu, mens vinden med let men også vedholdende energi skubber til de matgrønne blade. Årets æblehøst trækker endnu saft og kraft til sig og frembyder en syn af overflod og løfter om sødme og sundhed. Sommerfuglebusken kan endnu præstere et antal smukke lysende lilla blomsterranker, men sommerfugle ser jeg nu kun ganske sjældent.

I min sjæl mærker jeg efteråret nærme sig - med den lette melankoli, der også hører med for mig; endnu en sommer er hastet igennem mit liv, og jeg sidder her og savner den allerede. Velvidende at efteråret i al sin farvepragt byder på mængder af muligheder i form af traveture og knitrende blade, varme drikke og trækkende fugle.

Forunderligt som jeg nu kan mærke, at tiden vitterligt opleves så afgrundsdybt forskelligt, afhængigt af hvilken alder, man nu engang har. Men - og her kommer så boblen - jeg skal ikke klage; jeg kan lave mig en kop varmt, og det vil jeg gøre nu!

Hav en dejlig dag, du der måtte besøge denne blog! Varmt er godt (ind imellem!)

Reaktion på en tale

Uden at ville være partipolitisk kom jeg i dag til at klikke mig ind på Pia Christmas Møllers hjemmeside, og der læste jeg den tale, hun holdt i går på Christiansborg Slotsplads - og jeg blev rørt, glad og fortrøstningsfuld; hun talte for et folks rettigheder. Hun talte om det forkastelige i, at en leder truer sit lands befolkning med vold, når de kræver fairness og rettigheder. Hun talte for det iranske folk -for de protester, der nu manifesterer sig i gaderne - med livet som indsats. Og hun talte mod et regime, der minutiøst og med alle midler forsøger at undertvinge sin befolkning. DET gav mig glædesbobler i maven - og tårer i øjnene!

Fordi vi skal støtte dem, der behandles uretfærdigt, dem der undertvinges, dem hvis rettigheder systematisk knægtes. Ikke fordi det gør os gode, men fordi det er det rigtige at gøre.

Hav en dejlig dag!

At blive slidt op?!

Eller at lade sig slide op!?! Passivt - som om at man ikke selv kan gøre ved det, driver med i en strøm, der synes umulig at komme ud af. Måske fordi de redskaber, man har med sig, ikke rækker?! Aktivt, fordi man ikke ænser faren eller risikoen ved den livsstil, de valg man har truffet - eller fordi man ikke vil erkende, at det er skadeligt?! Måske fordi man ikke ser andre muligheder?!

Mødte for efterhånden et år siden en klog mand, der blandt andet gør sig i at måle menneskers erhvervsevne. Naturligvis ud fra anerkendte redskaber. Tesen synes at være, at man har en vis mængde med sig - ligesom antallet af hjerneceller. At denne mængde kan nedbringes mere eller mindre hastigt afhængigt af de livsomstændigheder, man befinder sig i. Hvad end man omfavner dette udgangspunkt med fuld forståelse eller ej, så synes der at være en mulighed for, at man psykologisk kan blive slidt op. Dette ses også, når der tales om "udbrændthed" - f.eks. når omsorgsarbejderes følelsesregister affladiges, eller de ikke længere kan holde sammen på sig selv.

At blive slidt op!
For mig lyder det næsten som en dødsdom. Ligegyldigt hvad så vil jeg mene, at med dette for øje så bliver det endnu vigtigere at vælge aktivt til og fra i livet. At lytte til de signaler vi får fra vores krop og sind - for de er der jo! Psykologisk og fysiologisk har vi et ganske fantastisk system, der ganske af sig selv sender os beskeder om, hvordan vi har det - hvis vi nu skulle være vel optaget af hjernegymnastik eller andre underholdende aktiviteter.

Fordi det er sundt, fordi det varer længst på den fede måde - fordi det er den lige vej til flere gkædesbobler, så lyt til din krop og dit sind!

OK 08 - og en landvinding!

Min datter blev sløj - sådan rigtig mavedårlig. Først tænkte jeg, at hun nok havde slugt et svømmebassin, men noget kunne tyde på, at der var tale om en form for maveforkølelse. Nå, det sædvanlige dilemma indfinder sig; hvem skal blive hjemme? Skal slægtninge ulejliges - og de bor langt væk. Eller skal jeg tage mig den ret, som arbejdsmarkedets parter har givet mig - og efter sidste overenskomstforhandling nu to dage!

Og jeg gjorde det! Blev for en gangs skyld selv hjemme - bedstemoderen kunne nu heller ikke komme - men jeg overvandt mig selv! Og trods datterens sygdom har det været guld værd! Det er virkelig en både praktisk og psykologisk landvinding, at vi forældre nu ikke længere skal zappe rundt for at finde børnepassere - eller andre løsninger, vi ikke har det godt med. At vores børn kan få bare lidt mere tid til at komme sig og i forældrenes selskab!

Tak for det, I der forhandlede dette hjem til os! Nu mangler vi bare reel ligeløn!!!

Og så sprang bøgen alligevel ud igen!

Ja, man tror næsten, at det er løgn, men det er altså sket; bøgebladene er ved at folde sig ud på den mest charmerende yderst lysegrønne måde! Skoven lukker sig lige så stille til for nyfigne blikke gennem træstammemylderet, mens anemonerne nu har vokset sig så store, at de stille duver blidt i vinden - og vind det var der igår! Så meget at trækronerne ind imellem knagende ramte hinanden, så de nyudsprungne blade blev revet af. Ja, jeg må erkende, at jeg, lige da jeg trådte ind i skoven, troede, at nogle af skovens gæster havde muntret sig med at rive de fine nye blade af. Jeg blev såmænd også vældig forarget, for det er da virkelig tarveligt! Men efterhånden kunne jeg se, at der virkelig måtte have været tale om mange vandaler med overordentlig lange arme, hvis det skulle kunne forklare mængden af afrevne blade og skud i skovbunden. Selvom jeg stadig blve lidt berørt over spildet, så lettede mit humør gevaldigt, for dette er jo naturens måde at regulere bladudbudet på, tænker jeg!

Bortset fra det så kan jeg klart anbefale en tur i de dejlige skove rundt omkring, for sikken da en livsbekræftende frodighed, der netop nu er ved at udfolde sig for øjnene, for ikke at tale om duften, der bare vælder op af skovbunden og fra enkelte træer; duften af forår og snarlig sommer! Dette må da være en af de absolut mere bivirkningsfri psykoterapeutiske behandlinger - og uden betaling oven i købet! Der er kun én ting at sige: Er du ked eller nedtrykt: Afsted til skoven. Er du glad og humørsprudlende: Afsted til skoven, og er du bare helt almindelig tilstede: Afsted til skoven! Dér er noget for alle!

Tiden flyver - og anemonerne flyder over!

Så gik der altfor lang tid alligevel! Havde lovet mig selv at skrive mindst et indlæg om ugen, men dagene flyver jo afsted for mig også! Tænker ind imellem på at for en stor del af befolkningen vil ordene lyde som mine, mens en del andre er ladt tilbage med altfor lidt til at fylde deres dage ud. Det er som om, at enten er man "på", "med" eller "inde" eller også er man bare udenfor; står dér med næsen trykket flad ind mod dette forvirrede billede af mennesker, der haster rundt - for at haste eller for virkelig at løse opgaver?! Jeg er nogen gange i tvivl. Under alle omstændigheder kan det da godt være, at omfanget af anskaffet isenkram er ved at aftage, men intet tyder på, at værdierne flyder ud til alle - til gavn for alle - til glæde for alle!?

Selvom jeg nyder anemonerne under de endnu ikke udsprungne bøgetræer - som et mildt hav af forår gavmildt og lukullisk strøet udover alle de visne blade fra sidste år - så skærer tidens vinde mig stadig i øret, og jeg rammes ind imellem af et vemod, fordi det samfund, jeg er en del af, er så væsensforskelligt fra det samfund, jeg engang troede var mit.

Solens tit, varm jord og lun hud

Så skete det igen. Det, jeg ikke troede muligt - eller næsten ikke troede kunne ske igen: Solen kom for alvor frem med både varme og vedholdenhed - og vel at mærke uden frost! Muligvis tænker du, at jeg er helt fra den, for selvfølgelig kommer da foråret - og hvert år! MEN nogle gange - nogle år - er det blot som om, at vinteren ingen ende vil tage. Humøret daler, selvom man desperat forsøger at holde latter- og smilebarometeret oppe! Alle disse gråvejrsdage med fugt i luften. Ikke engang tøjet, som vi naturligvis hænger udendørs (CO2-balancen!), hænger slapt og fugtigt dag efter dag, så man til slut trækker det ind i stuen til skade for indeklimaet (og CO2-balancen, for nu må man anvende mere varme for at fortrænge fugten, samtidig med at lungerne besværes, så behovet for lune tæer øges - og det skal vi jo have, hvis vi vil undgå snue. Det er ganske vist!)

Tilbage til solen, den varme jord og huden, som jeg tillader beskinnet af solen (og ja; jeg glemte solcremen! Skal det i øvrigt være med eller uden mekanisk solfilter, kemisk filter eller hvad?! Jeg er kommet i tvivl! Sidste år sagde eksperterne jo også, at en del af præparaterne var tilsat hormonforstyrrende stoffer - såeh - skal vi have kræft af solen eller af gennem huden tilførte kemiske stoffer!?!).

JA, jeg har nydt solen, duften af varm jord og min vinterblege huds umiddelbare reaktion på solens stråler! Måske jeg alligevel vil investere i en solcreme i den nærmeste fremtid - i hvertfald til datteren, men det skal være uden ptalater! Og andet skidt, hvis det altså findes!! En vigtig iagttagelse for mig selv er, at jeg faktisk føler mig i fin psykisk balance (og jeg håber da, at min omverden er enig - og i øvrigt er jeg faktisk LIGE GLAD alligevel!!)

Jeg ønsker dig en dejlig weekend med sol, varme og lune tæer - måske også et par herlige smil og naturligvis anledning til sund og godmodig latter!!!!!

Forår og gråvejr

Det er ganske vist; foråret har ramt os, men desværre ledsaget af mængder af vand i dampform, som støvregn - og som egentlig vandplask fra oven! Alligevel glæder jeg mig over de stædige og kraftfyldte små forårsbebudere, der presser sig op gennem jordlagene - for tiden af form som pletvis mudder sine steder. Vel oppe strækker de sig ud og åbenbarer farver i gullige, hvide - og orange, lilla nuancer! Der er så meget saft og kraft i dette fænomen - evindeligt tilbagevendende - at jeg som hvert år må undres og beundre! Sikken en natur! Sikken en overlevelseskraft! Sikken dog en fantastisk livsbekræftende foreteelse, som må efterlade os alle med dyb ærefrygt! Mig, i hvertfald! Husker mit første kamera; et Kodak Instamatic, og mine dengang buttede og små fedtede fingre. Motivet var foråret og de selvsamme blomster, som jeg hylder i denne tekst! Blomsterne er de samme - eller .... og jeg?! Jeg er en klart mere bedaget udgave af den lille pige med den store iver på naturens mangfoldighed - og teknologiens vidundere!

Sansepirring - og almindelig træthed

Kender I det at stå på eller ved en station og se og høre toget suse forbi mod fjerne mål?! Lyden af toget mod skinnerne som en hvinen, suset af luften, der presses til side - synet af passagererne der sidder i kupeerne i færd med at læse, snakke i mobil - tænke mens øjnene flyder ud i horisonten - nogle kysser sågar! De er på vej, skal noget langt herfra - eller ved næste station. Hvem ved?! Og det er just det særlige ved det! Når jeg står der og mærker trækket i min krop - togets - eller fantasiernes! - lyttende og sansende med hele kroppen - tænker jeg mig ind i toget, mærker min rejsetaske i håndfladen og har allerede oplevelsen af at skulle ud i horisonten: Møde dét, der ligger på den anden side af dette nu! Når toget så er forsvundet ud i det fjerne, sanser jeg blot ekkoet - det lette gennemtræk af de tanker og følelser, der lige dér kom i svingninger. Jeg er måske ikke blevet en fysisk rejse rigere, men med fantasien har jeg løftet mig lidt op over det daglige livs tildragelser, så noget er der sket med mig!
En dag vil jeg sætte mig ind i toget, løfte min rejsetaske op på hylden over sæderne, sætte mig godt tilrette - og bare være toget - mig i toget. Jeg vil lukke øjnene for rigtig at mærke togets vuggen og små ryk, jeg vil smile til medpassagererne og sige ja-tak til en kop DSB-kaffe, som jeg langsomt vil nedsvælge, mens jeg drikker de landskaber, toget passerer, ind i store slurke! Jeg vil være rejsen - og jeg vil være ankomsten! Det hele vil jeg have med! En dag!

Centimetertykke dundyner af frossent vand

Og sneen kom! Også i den grad. Ikke for det; lagene er overskuelige, men alligevel så er snedækket kombineret med høj sol og knasende frostgrader en påmindelse om, hvorfor det er så forunderligt dejligt at bo i et land med - stadig - 4 årstider!

Hvis nu ikke dagene havde været fyldt med arbejde og det løse i form af indkøb, madlavning, lidt tøjvask - rengøring...., så havde det været aldeles skønt at begive mig ud på de langrendski, jeg ikke har, for at udøve dét skiløb, jeg aldrig har lært - mærke de fint høvlede trælægter (eller glasfiber) under støvlerne, mens jeg i hastigt tempo sætter fra med den ene ski - glider elegant videre frem - ét med sneen, solglimtene - og ikke mindst; afterskiing (hér i landet i form af varm te UDEN alkoholer). Herligt! Jeg drømmer videre....

Under kniven

Efter nogle tilfælde af smerter og bevægeproblemer i knæet henvendte jeg mig efter et råd til en sportsklinik - offentlig, vel at mærke. Dér konstaterede lægen, at der var "noget" (at hun så også fik sagt noget om, at slittage er almindelig i "min alder" er så en anden ting. Jeg sank engang og accepterede tingenes tilstand; for f....., jeg har jo levet! Det er ok! Selvfølgelig ender jeg med at blive gammel - og glad tillige for det liv, jeg til den tid vil have levet!)

Nå, dette "noget" blev undersøgt yderligere ved hjælp af MR-scanning - igen på et offentligt sygehus. Jeg blev simpelthen indkaldt - i god tid, jeg modtog et høfligt brev - og mødte naturligvis op til en særegen oplevelse! Denne oplevelse af scannerens periodevise dunke-lyde liggende på et smalt leje var i og for sig ganske behagelig! Jeg kunne helt legalt slappe af! Ikke foretage mig andet end blot at være lige der.

Resultatet af denne scanning forelå efterfølgende i form af en ny indkaldelse; denne gang til operation! Og indenfor 2 måneder! På et offentligt sygehus igen-igen! At jeg så valgte at bede om en udskudt tid, er en anden sag - og denne udsættelse forløb både smidigt og yderst venligt.

I torsdags var så dagen; afsted til sygehuset. Undervejs gik det endelig op for mig, at jeg skulle "under kniven" - ikke for det; dagen forinden havde to velmenende kollegaer underholdt mig med, hvordan den lave standard på netop dette sygehus, var ekstraordinær. Hvordan de så ofte havde oplevet fejl og mangler - enten personligt eller gennem andre. (Jeg følte mig da kaldet til at ymte noget om, at man jo også kan blive benamputeret og få en ganske udemærket benprotese).

Mens jeg sad der i bilen på vej til sygehuset, blev jeg opmærksom på, at jeg var nervøs! Jeg havde både ondt i maven og var tør i munden! Yderst uvant!

Vel fremme blev jeg modtaget af en meget venlig sygeplejerske, som både præsenterede sig og bød mig noget at drikke. Siden blev jeg bedt om at klæde om til rent og pænt hospitalstøj - og endelig kom kirurgen og endnu en sygeplejerske og beså mit knæ, fortalte hvad der skulle ske - og tog mig siden med hen på operationsstuen. Dér mødte jeg så endnu en sygeplejerske, som ligeledes præsenterede sig venligt og imødekommende.

Under operationen, som foregik i lokalbedøvelse, mødte jeg en stor omsorg og interesse for mit velbefindende. Kirurgen fortalte løbende, hvad han fandt, mens jeg også selv kunne følge med på skærmen. Det blev en både fantastisk og let kvalmende oplevelse; det var yderst interessant at se, hvordan brusken i mit knæ så ud, hvordan strukturerne passer så uendelig fint sammen. Dette fantastiske skaberværk! Men det at kunne mærke den lette bevægelse af huden imens fremkaldte en vis kvalme.

Operationen var overstået på ca. 45 minutter. Jeg blev syet og hjulpet op at stå igen, ønsket god bedring - og informeret omkring smertedækning i de kommende dage og de forholdsregler, jeg skal tage i forhold til fysisk aktivitet.

Det lykkedes mig at få sagt tak til både sygeplejerskerne og lægen - han slog sør´me øjnene ned! Er måske ikke vant til, at patienterne også takker for god behandling!?!

Jeg står i hvertfald her nu og oplever mig som en taknemmelig og tilfreds bruger af vores allesammens fælles sundhedssystem!

Gode naboer er guld værd!

I denne periode er vi rigtig presset af overtagelse af ny bolig; der skal males, lægges gulve, isoleres - eller i det mindste tages tilløb til dette! Vi knokler - samtidig skal arbejdet passes, datteren have sin tid - og hundene nusses og gås med. Tiden bliver knap, men så sker miraklet: Vores tidligere naboer opsøger os midt i malerarbejdet og tilbyder på en måde, så vi ikke kan afslå, at komme med aftensmad til os i disse dage! Samme dag får vi besked på at hente sammenkogt ret med kalkun og cocktailpølser. Dagen efter kommer de forbi med farseret hvidkål - og frikadeller til på onsdag! Her til aften har vi spist solid og sund "gammeldags" dansk kost - desserten stod på frisklavet brombærgrød med æbler - ligeledes kogt af vores naboer!

Jeg føler mig i den grad begavet og forkælet! Tænk at være så tilsmilet af omsorg!

Hvis jeg var meget religiøs, ville jeg takke min gud, men jeg nøjes med at takke naboerne både personligt og ved at sende mine taksigelser ud i cyberspace til inspiration til alle andre gode naboer.

Indsigt mandag morgen

Det er mørkt derude.

Hunden gider ikke engang med, men vi SKAL! Ugen er begyndt, dagen trækker i os - i mig. Datteren skal op OP, og det skal være nu. Madpakker og morgenmad. Tiden er knap. Vi skal afsted - snart. Vær beredt! Dagene ligger som perler på en snor - en efter en. Bare dog ikke naboens nys skulle besmitte os med virus! Uha -nej! En sygedag kunne vælte hele den plan, der ligger spændt ud over ugen - eller barnets sygedag! Nej, videre, videre skal vi - nå noget! Livet? Som at løbe efter et tog, du alligevel aldig kan nå! For det KAN ikke nås. Livet er jo her og nu - i dette øjeblik! Hvad skal der til, før det virkelig kan mærkes!?! Og ikke mindst; før det for alvor prioriteres

Loft over søen - åbent til himlen!

Passerer søen - cyklen er et fantastisk redskab til både at komme frem, dufte, lytte og se, i netop det tempo, der passer dig!.

Blikstille - få ænder, ingen lyd. Alt er toner i gråt, men ovenfor er himlen flækket og en kantet tunnelformet passage HELT op er kommet til syne.

Det er som en åbenbaring af al den plads, der er ovenover os - omkring os. Samtidig oplevelsen af at være lille på den trygge måde. Storheden og rummet er betagende smukt, og jeg cykler opløftet og beriget videre mod resten af mit liv denne dag!

Tak for hilsenen!

Kære dig som læser og kommenterer på mine indlæg!

Tusind tak for nytårshilsenen! Jeg ønsker også dig - og dem der i øvrigt måtte læse denne blog - et dejligt 2009!

Frostvejr og let snedække.

En herlig morgentur med hunden på snedækkede villaveje. Det er stadig mørkt, og stjernerne kan ses på den klare himmel. Det knaser under fødderne, og selvom hunden indimellem ser ud til at finde det hele lidt for koldt - og lidt for, ja, snedækket - så er det er dejlig tur; en god start på dagen!
Forleden mødte jeg en tidligere kollega. Hun så lidt forkølet ud, men smilet var der - også i øjnene! Det var dejligt. Og jeg mærkede, at jeg savner både hende og de andre tætteste kollegaer, samt især MØDET med alle disse fantastiske mennesker, der trods modgang og svære kvaler formår at stille sig åbne og arbejde for at være til i en verden, der måske ikke altid er lige let at færdes i. Hvis jeg skal bruge et mere moderne udtryk, der dækker, så må det være; RESPEKT!
De oplevelser og de møder, jeg har oplevet i denne sammenhæng, bærer jeg i mit hjerte! Kun håber jeg så også, at jeg har bidraget bare lidt til, at arbejdet med at genfinde eller bevare fodfæstet er blevet lidt mere overkommeligt.
Under samtalen med den tidligere kollega sagde jeg - og mente helt ned i tæerne - at arbejdet indenfor dette særlige område meget let kan medføre, at man bliver "tændt" for alvor. At så meget andet kan synes lettere overfladisk og mindre væsentligt. Det kan man sikkert overkomme, men jeg kan mærke, at jeg har fået aktiveret en gnist, som vil lue i mit indre.