søndag den 6. september 2009

Når tiden rinder en af hænde...

Og den ene dag bare tager den anden - som i én lang kæde, hvor begyndelsen fortaber sig, og slutningen endnu ikke kan øjnes.

Anskuet i et optimistisk lys kunne man hævde, at der var tale om en tilstand af FLOW - at man er så opslugt af begivenhederne og de aktiviteter, dagene er spækket med, at livet bare opleves som én lang og lykkeligt nærværende tilstand!

Knapt så positivt kunne det påstås, at der var tale om en person, der er midt i et amokløb efter et tog, der aldrig kan nås. Så er der selvfølgelig alle de mellemliggende muligheder - ikke fordi jeg på stående fod kan remse dem op, men det lyder så modent og velovervejet, når det står skrevet her på skærmen - og det vil jeg jo gerne! Altså fremstå velovervejet og reflekterende med øje for andre fortolkningsmuligheder end dem, der lige brager op i min bevidsthed, når jeg sidder her og forsøger at redegøre for, hvorfor der er gået så lang tid, siden jeg sidst skrev på denne blog - mest af alt overfor mig selv, men måske også den eller de eventuelle besøgende på bloggen!

Solen skinner nu, mens vinden med let men også vedholdende energi skubber til de matgrønne blade. Årets æblehøst trækker endnu saft og kraft til sig og frembyder en syn af overflod og løfter om sødme og sundhed. Sommerfuglebusken kan endnu præstere et antal smukke lysende lilla blomsterranker, men sommerfugle ser jeg nu kun ganske sjældent.

I min sjæl mærker jeg efteråret nærme sig - med den lette melankoli, der også hører med for mig; endnu en sommer er hastet igennem mit liv, og jeg sidder her og savner den allerede. Velvidende at efteråret i al sin farvepragt byder på mængder af muligheder i form af traveture og knitrende blade, varme drikke og trækkende fugle.

Forunderligt som jeg nu kan mærke, at tiden vitterligt opleves så afgrundsdybt forskelligt, afhængigt af hvilken alder, man nu engang har. Men - og her kommer så boblen - jeg skal ikke klage; jeg kan lave mig en kop varmt, og det vil jeg gøre nu!

Hav en dejlig dag, du der måtte besøge denne blog! Varmt er godt (ind imellem!)