Under den daglige morgentur med hunden ser jeg hver dag de ritualer, som morgentravle forældre til meget små børn har omkring aflevering af deres dejlige unger. De er travle - ser lidt fjerne ud, de fleste. På nogle er det som om, at ansigtshuden er spændt stramt ud over kraniet - de skal videre. det skærer måske i hjertet af aflevere den lille. Hvem ved?! Måske er det lettere at klare arbejdslivets krav end den lilles - familiens!?
Dagplejemoderen har gjort det så fint og hyggeligt, at det må bidrage positivt til disse situationer; i denne tid er der forskellige udendørs lamper med stearinlys i hendes indkørsel foruden de obligatoriske fine planter i nydelige krukker.
Selvom det uden tvivl må være en til tider svær omgang at aflevere sin lille skat til andre, så er jeg sikker på, at denne dagplejemor - og den anden, jeg også kender til i området - gør rigtig meget for at afbøde den eventuelle ked-af-dethed hos både forældre og baørn. Alligevel tænker jeg i mit stille sind, hver gang jeg ser en bil svinge ind foran dette hus, og forældre myldre ud af bilen for at trække et træt barn ud af en barnestol: Godt det ikke er mig! Hvor må det være svært - og tænk den korte tid, de små er små! Så synd det er, at forældrene ikke har tiden til virkelig at nyde dem i store mundfulde, de små! Jeg nyder dem lidt på afstand - og går videre med min hund.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar