lørdag den 20. december 2008

Julefred - eller hvad!?

Juleferie med plads til - ja, hvordan er det nu: Rengøring - der skal jo være nogenlunde fremkommeligt i juledagene - oprydning - utroligt så meget der skal samle sig på større flader, ovenpå bøger osv. - oplistning af must-have-effekter inden Julen for alvor indfinder sig - mandler; er der nu nok, og vanilliesukker, eller skal det hellere være vanilliestænger?! Grødris; jo, de er der, men så kirsebærsauce - nåh-jo, den glimrende italienske bagerst i skabet. Alle disse opgaver, der skal løses, for kan man ellers være sikker på, at julefreden indfinder sig?! At man ikke står der og ærgrer sig, fordi man lige glemte.... Det kan føles som en rastløshed, der kun kan udløses ved en checkliste med mulighed for at vinge af, efterhånden som man får klaret opgaverne. MEN - og så kommer refleksionen igen-igen - hvem er det lige, du skal leve op til her?! Har du en Hyacinth-agtig-slægtning, der gennemgår dit hjem minutiøst ved ankomsten Juleaften? Eller er din ægtefælle nærmest autistisk i forhold til, at alting skal være, som det plejer - eller er du selv?! Hvad var det lige, du under andre omstændigheder ville bruge en række fridage sammen med familien til? Måske - hvis du en stund glemmer, at dette er årets absolutte højtid - kan du fastholde, at det altså også bliver så meget mere rart og hyggeligt, hvis du selv og dine omgivelser husker, at det handler om ro, glæde og fællesskab. At gøre noget sammen i lyset af det mirakel, Julen altid har mulighed for at bære i sig.

Med dette i mende vil jeg idag huske at glemme, at juletræet kunne købes lige nu, at jeg også kan købe ind, nu jeg alligevel er i gang. Istedet vil jeg udskyde det til imorgen - eller på mandag, tirsdag måske - og tænke på, at vi bare skal være her, slappe af og lade roen indfinde sig. Med den kommer måske også hen ad vejen Julefreden! Det vil jeg satse på!

Glædelig Jul!

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Rigtig - ja, rigtig - glædelig jul!