Under kniven

Efter nogle tilfælde af smerter og bevægeproblemer i knæet henvendte jeg mig efter et råd til en sportsklinik - offentlig, vel at mærke. Dér konstaterede lægen, at der var "noget" (at hun så også fik sagt noget om, at slittage er almindelig i "min alder" er så en anden ting. Jeg sank engang og accepterede tingenes tilstand; for f....., jeg har jo levet! Det er ok! Selvfølgelig ender jeg med at blive gammel - og glad tillige for det liv, jeg til den tid vil have levet!)

Nå, dette "noget" blev undersøgt yderligere ved hjælp af MR-scanning - igen på et offentligt sygehus. Jeg blev simpelthen indkaldt - i god tid, jeg modtog et høfligt brev - og mødte naturligvis op til en særegen oplevelse! Denne oplevelse af scannerens periodevise dunke-lyde liggende på et smalt leje var i og for sig ganske behagelig! Jeg kunne helt legalt slappe af! Ikke foretage mig andet end blot at være lige der.

Resultatet af denne scanning forelå efterfølgende i form af en ny indkaldelse; denne gang til operation! Og indenfor 2 måneder! På et offentligt sygehus igen-igen! At jeg så valgte at bede om en udskudt tid, er en anden sag - og denne udsættelse forløb både smidigt og yderst venligt.

I torsdags var så dagen; afsted til sygehuset. Undervejs gik det endelig op for mig, at jeg skulle "under kniven" - ikke for det; dagen forinden havde to velmenende kollegaer underholdt mig med, hvordan den lave standard på netop dette sygehus, var ekstraordinær. Hvordan de så ofte havde oplevet fejl og mangler - enten personligt eller gennem andre. (Jeg følte mig da kaldet til at ymte noget om, at man jo også kan blive benamputeret og få en ganske udemærket benprotese).

Mens jeg sad der i bilen på vej til sygehuset, blev jeg opmærksom på, at jeg var nervøs! Jeg havde både ondt i maven og var tør i munden! Yderst uvant!

Vel fremme blev jeg modtaget af en meget venlig sygeplejerske, som både præsenterede sig og bød mig noget at drikke. Siden blev jeg bedt om at klæde om til rent og pænt hospitalstøj - og endelig kom kirurgen og endnu en sygeplejerske og beså mit knæ, fortalte hvad der skulle ske - og tog mig siden med hen på operationsstuen. Dér mødte jeg så endnu en sygeplejerske, som ligeledes præsenterede sig venligt og imødekommende.

Under operationen, som foregik i lokalbedøvelse, mødte jeg en stor omsorg og interesse for mit velbefindende. Kirurgen fortalte løbende, hvad han fandt, mens jeg også selv kunne følge med på skærmen. Det blev en både fantastisk og let kvalmende oplevelse; det var yderst interessant at se, hvordan brusken i mit knæ så ud, hvordan strukturerne passer så uendelig fint sammen. Dette fantastiske skaberværk! Men det at kunne mærke den lette bevægelse af huden imens fremkaldte en vis kvalme.

Operationen var overstået på ca. 45 minutter. Jeg blev syet og hjulpet op at stå igen, ønsket god bedring - og informeret omkring smertedækning i de kommende dage og de forholdsregler, jeg skal tage i forhold til fysisk aktivitet.

Det lykkedes mig at få sagt tak til både sygeplejerskerne og lægen - han slog sør´me øjnene ned! Er måske ikke vant til, at patienterne også takker for god behandling!?!

Jeg står i hvertfald her nu og oplever mig som en taknemmelig og tilfreds bruger af vores allesammens fælles sundhedssystem!