søndag den 19. december 2010

Allerede Jul igen!

4. søndag i advent - og lige om hjørnet venter så Juleaften; på fredag allerede! Det føles som om, at det år, der er gået, nærmest er fløjet afsted. Samtidig har det været så spækket med oplevelser og følelser, sansninger af både den opløftende og den mere udviklende slags, at det egentlig passer meget godt med de passerede 365 dage.

Gik i dag en tur i skoven med familien; det var fantastisk flot med sne overalt - på grene og stammer, alle stier som et gavmildt lag af flødeskum bredt ud over alle flader. Tyst var der - bortset fra den samtale, der ind imellem udspandt sig mellem os, så var det kun den knasende lyd af sne, der komprimeres under såler. En dag som denne er det ikke svært at tro på, at Julen er nær.

Jeg ønsker alle en velsignet Jul, hvor kærlighed og omsorg får lejlighed til at flyde generøst mellem mennesker.

Jeg håber, at der i år vil være nok at dele ud af til de mange trængende i dagens Danmark - og jeg drømmer om, at situationen om et år vil være ændret til det bedre for dem, der intet har nu - og for os andre, der skammer os over, at det er blevet så slemt i dagens Danmark!

Glædelig Jul!

1 kommentar:

Jørgen Carlsen sagde ...

Tak for hilsenen - du og din familie ønskes en rigtig glædelig jul og et fremragende 2011.