Årets sidste dag og tanker om det, der har været - og det, der skal komme!

Så blev det igen ntårsaften - det synes at være igår, at jeg sidst stod og kiggede udover et friskt, ubrugt år med afsæt i et godt slidt og begivenhedsrigt 2007.
Vejret er tyst og hvidt - gaderne synes næsten tomme, og selv supermarkedet var kun let overrendt her til morgen. Igår var der så stille her, at jeg på et tidspunkt tænkte, at jeg og min familie egentlig kunne være Palle´r alene i verden!
Iaften vil der igen være uro, larm og knald - som altid en nytårsaften. Folk vil fyre raketter og kinesere af i ét væk, mens de med glade - ofte overrislede røster - kommenterer synet af krudtet med kemikalier på himmelhvælvet!
Et helt år er gået - med så mange begivenheder i det, at selvom jeg tydeligt mærker sidste nytårsaftens ekko, så véd jeg, at disse mange oplevelser så rigeligt har udfyldt de 365 dage! Jeg har grædt og grint, tænkt så det knagede, mærket efter i ét væk - og holdt om min datter i glæde og trøst. Også min elskede har fået sin bekomst af kærtegn - og hunden, som nu har fået sig en lille kammerat, er blevet nusset så rigeligt! Mange skridt har jeg gået - mange i selskab med førnævnte hund, men også rigtig mange i selskab med de fantastiske personer, jeg havde den fornøjelse at have på det hold, jeg stod for i mit tidligere job!
Tak til jer alle for de mange dejlige, intense og fantastiske øjeblikke! Jeg ønsker jer kærlighed og nærhed, ro og passende uro - glæde og også lidt sørgmodige øjeblikke af den opbyggelige slags! Kort sagt; et godt liv med indhold og mening for jer helt unikt.
For mig selv ønsker jeg øget indsigt, kærlighed, nærhed og et tilpas antal skub, så jeg får flyttet mig på den sunde måde!
Godt Nytår - og må 2009 blive et mindeværdigt og godt år for os alle!

Julefred - eller hvad!?

Juleferie med plads til - ja, hvordan er det nu: Rengøring - der skal jo være nogenlunde fremkommeligt i juledagene - oprydning - utroligt så meget der skal samle sig på større flader, ovenpå bøger osv. - oplistning af must-have-effekter inden Julen for alvor indfinder sig - mandler; er der nu nok, og vanilliesukker, eller skal det hellere være vanilliestænger?! Grødris; jo, de er der, men så kirsebærsauce - nåh-jo, den glimrende italienske bagerst i skabet. Alle disse opgaver, der skal løses, for kan man ellers være sikker på, at julefreden indfinder sig?! At man ikke står der og ærgrer sig, fordi man lige glemte.... Det kan føles som en rastløshed, der kun kan udløses ved en checkliste med mulighed for at vinge af, efterhånden som man får klaret opgaverne. MEN - og så kommer refleksionen igen-igen - hvem er det lige, du skal leve op til her?! Har du en Hyacinth-agtig-slægtning, der gennemgår dit hjem minutiøst ved ankomsten Juleaften? Eller er din ægtefælle nærmest autistisk i forhold til, at alting skal være, som det plejer - eller er du selv?! Hvad var det lige, du under andre omstændigheder ville bruge en række fridage sammen med familien til? Måske - hvis du en stund glemmer, at dette er årets absolutte højtid - kan du fastholde, at det altså også bliver så meget mere rart og hyggeligt, hvis du selv og dine omgivelser husker, at det handler om ro, glæde og fællesskab. At gøre noget sammen i lyset af det mirakel, Julen altid har mulighed for at bære i sig.

Med dette i mende vil jeg idag huske at glemme, at juletræet kunne købes lige nu, at jeg også kan købe ind, nu jeg alligevel er i gang. Istedet vil jeg udskyde det til imorgen - eller på mandag, tirsdag måske - og tænke på, at vi bare skal være her, slappe af og lade roen indfinde sig. Med den kommer måske også hen ad vejen Julefreden! Det vil jeg satse på!

Glædelig Jul!

Traditioner, smag - og livsglæde

Kender du det, når du bare MÅ gentage en handling, selvom din fornuft fortæller dig, at det der, det er da dårlig smag - eller kedeligt - eller bare det samme som sidst?! Du oplever måske også, at dine omgivelser betvivler dit valg, fortæller dig måske, at det HAR de oplevet sammen med dig før. Måske det i det små bliver insinueret, at du lider af en eller anden form for gentagelsestvang?!

På den ene side kan man vel nok sige, at det der med at gentage handlinger bare fordi det er en tradition, det har vi altså forholdt os til; en hel del af verden omkring os har for flere år siden smidt traditionerne ud og opfundet deres egne af slagsen. Det er måske heller ikke fair, hvis man pådutter andre sin egen tradition. På den anden side kan det at invitere andre med ind i en tradition også være et smukt tilbud om at dele noget, der betyder meget for en; en udstrakt hånd til fælles oplevelse!

Hele Julen handler om traditioner, hvad end man nu følger de gængse, har opfundet sine egne nye - eller noget helt tredie!

For mig er der i hvertfald én tradition, jeg har vanskeligt ved at lægge fra mig i julemåneden (reelt er der rigtig mange, må jeg tilstå - og jeg kan virkelig godt lide dem!) Det handler om en bestemt julefilm; Scrooged med Bill Murray! Den er på den ene side vældig forudsigelig, lidt plat og jubellykkelig. På den anden side kan jeg stadig grine hjerteligt, når jeg ser den - og under alle omstændigheder lever en lang række forgangne julemåneder i mig, mens jeg ser den.

Der er uden tvivl en masse særlige traditioner for dig, men jeg vil gerne invitere dig til at dele en af mine juletraditioner; prøv om du kan leje eller låne denne film - og se så om ikke også du kan få dig et godt og hjerteligt grin krydret med næstekærligt julehumør!

Vigere, høflighed og at bære sin smerte med pli

I sidste blog fortalte jeg om den dejlige herre, der bistod mig i en penibel situation. Det affødte en god kommentar fra en bloglæser. En kommentar som går som fod i hose med mit ærinde idag; almindelig høflighed og især det at bære sin smerte på en måde, så den hverken bagatelliseres eller fylder hele billedet;

Idag har jeg og familien besøgt nogle slægtninge - et par i slutningen af 70´erne. De er begge hårdt ramt af sygdom, fortæller såmænd også om det, men lader på intet tidspunkt emnet fylde det hele. Tværtimod formår de begge at være tilstede og at række ud mod os andre ved at interessere sig for, hvad der sker i vores liv. Der er plads til latter og morskab - idag også masser af kage, kaffe - og en gedigen fis fra hundens side (eller tarm retteligen!) til stor more og kvalme for os alle! De drillede såmænd også hinanden med, at det jo nok var den anden, der slap vinden, så selv det var der overskud til.

Det fik mig til at tænke på, at det virkelig er en kunst at kunne være sig selv så meget og sin situation så bevidst, at der også er plads til verden og de andre i den! Det er så også en både kærlig og høflig indstilling, for hvor er det dog ikke ualmindeligt, at folk ramt af sygdom og ulykke underholder hele deres omverden med dette på en så kvælende og voldsom måde, at det skræmmer den væk - til skade for alle!
Efter et besøg hos disse dejlige mennesker, føler jeg mig opløftet og er fuld af kærlig respekt - noget der også på en eller anden måde får mig til at kunne se på mine egne udfordringer med mere overskud - og det er da herligt!