I sidste blog fortalte jeg om den dejlige herre, der bistod mig i en penibel situation. Det affødte en god kommentar fra en bloglæser. En kommentar som går som fod i hose med mit ærinde idag; almindelig høflighed og især det at bære sin smerte på en måde, så den hverken bagatelliseres eller fylder hele billedet;
Idag har jeg og familien besøgt nogle slægtninge - et par i slutningen af 70´erne. De er begge hårdt ramt af sygdom, fortæller såmænd også om det, men lader på intet tidspunkt emnet fylde det hele. Tværtimod formår de begge at være tilstede og at række ud mod os andre ved at interessere sig for, hvad der sker i vores liv. Der er plads til latter og morskab - idag også masser af kage, kaffe - og en gedigen fis fra hundens side (eller tarm retteligen!) til stor more og kvalme for os alle! De drillede såmænd også hinanden med, at det jo nok var den anden, der slap vinden, så selv det var der overskud til.
Det fik mig til at tænke på, at det virkelig er en kunst at kunne være sig selv så meget og sin situation så bevidst, at der også er plads til verden og de andre i den! Det er så også en både kærlig og høflig indstilling, for hvor er det dog ikke ualmindeligt, at folk ramt af sygdom og ulykke underholder hele deres omverden med dette på en så kvælende og voldsom måde, at det skræmmer den væk - til skade for alle!
Efter et besøg hos disse dejlige mennesker, føler jeg mig opløftet og er fuld af kærlig respekt - noget der også på en eller anden måde får mig til at kunne se på mine egne udfordringer med mere overskud - og det er da herligt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar