mandag den 9. marts 2009

Forår og gråvejr

Det er ganske vist; foråret har ramt os, men desværre ledsaget af mængder af vand i dampform, som støvregn - og som egentlig vandplask fra oven! Alligevel glæder jeg mig over de stædige og kraftfyldte små forårsbebudere, der presser sig op gennem jordlagene - for tiden af form som pletvis mudder sine steder. Vel oppe strækker de sig ud og åbenbarer farver i gullige, hvide - og orange, lilla nuancer! Der er så meget saft og kraft i dette fænomen - evindeligt tilbagevendende - at jeg som hvert år må undres og beundre! Sikken en natur! Sikken en overlevelseskraft! Sikken dog en fantastisk livsbekræftende foreteelse, som må efterlade os alle med dyb ærefrygt! Mig, i hvertfald! Husker mit første kamera; et Kodak Instamatic, og mine dengang buttede og små fedtede fingre. Motivet var foråret og de selvsamme blomster, som jeg hylder i denne tekst! Blomsterne er de samme - eller .... og jeg?! Jeg er en klart mere bedaget udgave af den lille pige med den store iver på naturens mangfoldighed - og teknologiens vidundere!

torsdag den 5. marts 2009

Sansepirring - og almindelig træthed

Kender I det at stå på eller ved en station og se og høre toget suse forbi mod fjerne mål?! Lyden af toget mod skinnerne som en hvinen, suset af luften, der presses til side - synet af passagererne der sidder i kupeerne i færd med at læse, snakke i mobil - tænke mens øjnene flyder ud i horisonten - nogle kysser sågar! De er på vej, skal noget langt herfra - eller ved næste station. Hvem ved?! Og det er just det særlige ved det! Når jeg står der og mærker trækket i min krop - togets - eller fantasiernes! - lyttende og sansende med hele kroppen - tænker jeg mig ind i toget, mærker min rejsetaske i håndfladen og har allerede oplevelsen af at skulle ud i horisonten: Møde dét, der ligger på den anden side af dette nu! Når toget så er forsvundet ud i det fjerne, sanser jeg blot ekkoet - det lette gennemtræk af de tanker og følelser, der lige dér kom i svingninger. Jeg er måske ikke blevet en fysisk rejse rigere, men med fantasien har jeg løftet mig lidt op over det daglige livs tildragelser, så noget er der sket med mig!
En dag vil jeg sætte mig ind i toget, løfte min rejsetaske op på hylden over sæderne, sætte mig godt tilrette - og bare være toget - mig i toget. Jeg vil lukke øjnene for rigtig at mærke togets vuggen og små ryk, jeg vil smile til medpassagererne og sige ja-tak til en kop DSB-kaffe, som jeg langsomt vil nedsvælge, mens jeg drikker de landskaber, toget passerer, ind i store slurke! Jeg vil være rejsen - og jeg vil være ankomsten! Det hele vil jeg have med! En dag!