At blive slidt op?!

Eller at lade sig slide op!?! Passivt - som om at man ikke selv kan gøre ved det, driver med i en strøm, der synes umulig at komme ud af. Måske fordi de redskaber, man har med sig, ikke rækker?! Aktivt, fordi man ikke ænser faren eller risikoen ved den livsstil, de valg man har truffet - eller fordi man ikke vil erkende, at det er skadeligt?! Måske fordi man ikke ser andre muligheder?!

Mødte for efterhånden et år siden en klog mand, der blandt andet gør sig i at måle menneskers erhvervsevne. Naturligvis ud fra anerkendte redskaber. Tesen synes at være, at man har en vis mængde med sig - ligesom antallet af hjerneceller. At denne mængde kan nedbringes mere eller mindre hastigt afhængigt af de livsomstændigheder, man befinder sig i. Hvad end man omfavner dette udgangspunkt med fuld forståelse eller ej, så synes der at være en mulighed for, at man psykologisk kan blive slidt op. Dette ses også, når der tales om "udbrændthed" - f.eks. når omsorgsarbejderes følelsesregister affladiges, eller de ikke længere kan holde sammen på sig selv.

At blive slidt op!
For mig lyder det næsten som en dødsdom. Ligegyldigt hvad så vil jeg mene, at med dette for øje så bliver det endnu vigtigere at vælge aktivt til og fra i livet. At lytte til de signaler vi får fra vores krop og sind - for de er der jo! Psykologisk og fysiologisk har vi et ganske fantastisk system, der ganske af sig selv sender os beskeder om, hvordan vi har det - hvis vi nu skulle være vel optaget af hjernegymnastik eller andre underholdende aktiviteter.

Fordi det er sundt, fordi det varer længst på den fede måde - fordi det er den lige vej til flere gkædesbobler, så lyt til din krop og dit sind!

OK 08 - og en landvinding!

Min datter blev sløj - sådan rigtig mavedårlig. Først tænkte jeg, at hun nok havde slugt et svømmebassin, men noget kunne tyde på, at der var tale om en form for maveforkølelse. Nå, det sædvanlige dilemma indfinder sig; hvem skal blive hjemme? Skal slægtninge ulejliges - og de bor langt væk. Eller skal jeg tage mig den ret, som arbejdsmarkedets parter har givet mig - og efter sidste overenskomstforhandling nu to dage!

Og jeg gjorde det! Blev for en gangs skyld selv hjemme - bedstemoderen kunne nu heller ikke komme - men jeg overvandt mig selv! Og trods datterens sygdom har det været guld værd! Det er virkelig en både praktisk og psykologisk landvinding, at vi forældre nu ikke længere skal zappe rundt for at finde børnepassere - eller andre løsninger, vi ikke har det godt med. At vores børn kan få bare lidt mere tid til at komme sig og i forældrenes selskab!

Tak for det, I der forhandlede dette hjem til os! Nu mangler vi bare reel ligeløn!!!