Søndagshundeluftning med indlagt hjertestimulation

Gik den sædvanlige rolige søndagsluftetur med hunden - min lille, venlige omend noget larmende ven. Lagde vejen omkring tanken for en søndagsavis er nu ikke at kimse af, og det plejer ikke at volde de store udfordringer lige at lade hende, den lille, sidde ganske kortvarigt udenfor butikken - naturligvis i snor og fæstnet til hundekrogen.
Denne gang var det dog anderledes; en person havde parkeret sin bil ganske tæt opad indgangspartiet og dermed hundekrogen, med det resultat, at medmindre jeg placerede hunden i en så stram snor, at hun nok ville være nødt til at stå på bagbenene, så ville jeg risikere, at hun kunne smutte ud under baghjulene, når chaufføren atter satte bilen i bevægelse - og det turde jeg naturligvis ikke! Man er jo glad ved hundebassen!
Mens jeg stod der og bekymrede mig omkring situationen, kom en herre iført en integralhjelm og en flyverdragtlignende overtræksdragt ud af forretningen. Han var tydeligvis på vej hen til sin lille knallert med tilhørende mælkekasse. Jeg erindrede at have set ham før - vistnok i godt selskab med en del andre af byens tænksomme sjæle, der ikke længere orker at slås mod fordommene og istedet deler en lille øl i al venskabelighed. Han smilede venligt til mig og tilbød straks at holde hunden. Ja-tak, sagde jeg - og gik ind og købte min avis. Da jeg kom ud igen, stod han venligt der og holdt min noget reserverede lille hund. Jeg takkede ham igen - og gik derfra med min avis og hunden i snor; beriget over denne lille, men meget betydningsfulde venlighed, jeg der havde mødt.
Til dig, der holdt snoren, hvis du skulle læse dette: Tak igen, du har varmet mit hjerte med din venlighed!