Så blev det igen ntårsaften - det synes at være igår, at jeg sidst stod og kiggede udover et friskt, ubrugt år med afsæt i et godt slidt og begivenhedsrigt 2007.
Vejret er tyst og hvidt - gaderne synes næsten tomme, og selv supermarkedet var kun let overrendt her til morgen. Igår var der så stille her, at jeg på et tidspunkt tænkte, at jeg og min familie egentlig kunne være Palle´r alene i verden!
Iaften vil der igen være uro, larm og knald - som altid en nytårsaften. Folk vil fyre raketter og kinesere af i ét væk, mens de med glade - ofte overrislede røster - kommenterer synet af krudtet med kemikalier på himmelhvælvet!
Et helt år er gået - med så mange begivenheder i det, at selvom jeg tydeligt mærker sidste nytårsaftens ekko, så véd jeg, at disse mange oplevelser så rigeligt har udfyldt de 365 dage! Jeg har grædt og grint, tænkt så det knagede, mærket efter i ét væk - og holdt om min datter i glæde og trøst. Også min elskede har fået sin bekomst af kærtegn - og hunden, som nu har fået sig en lille kammerat, er blevet nusset så rigeligt! Mange skridt har jeg gået - mange i selskab med førnævnte hund, men også rigtig mange i selskab med de fantastiske personer, jeg havde den fornøjelse at have på det hold, jeg stod for i mit tidligere job!
Tak til jer alle for de mange dejlige, intense og fantastiske øjeblikke! Jeg ønsker jer kærlighed og nærhed, ro og passende uro - glæde og også lidt sørgmodige øjeblikke af den opbyggelige slags! Kort sagt; et godt liv med indhold og mening for jer helt unikt.
For mig selv ønsker jeg øget indsigt, kærlighed, nærhed og et tilpas antal skub, så jeg får flyttet mig på den sunde måde!
Godt Nytår - og må 2009 blive et mindeværdigt og godt år for os alle!
1 kommentar:
Godt nytår og gode skub ønskes for de kommende 12 måneder.
Send en kommentar