mandag den 17. november 2008

Historier om den tid, der var.

For en måneds tid siden havde jeg den store fornøjelse at besøge Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk sammen med nogle meget dejlige mennesker. Udover selskabet og det fantastiske solskinsvejr så nød jeg en kop Ricks erstatningskaffe ledsagte af gode råd - en småkage bagt over ilden i en form for vaffeljern. Herligt!!

Det var en stor oplevelse at gå fra hus til hus på dette udstrakte område og hvert nyt sted møde nogle personaler, frivillige så vidt jeg ved, der var leveringsdygtige i masser af beretninger om den forgangne tids skikke og forhold. Jeg fik såmænd også drøftet dyrevelfærd med den venlige slagter - det er dejligt at snakke med en stolt fagmand, der har bevaret kærligheden til sit fag og til de forhold under hvilke, det bør udspille sig. I denne forbindelse til de dyr, der skal behandles godt og forsvarligt - både fordi det er det rigtige at gøre rent etisk, og fordi det har betydning for det produkt, der siden kommer ud af det hele.

For nu at vende tilbage til dét, der bragte denne historie tilbage til mig; jeg købte en CD indtalt af en gammel mand. Denne CD hørte jeg igår, mens jeg kørte til og fra København. Det var da herligt! Både historier om storvask og om store badedag, caféen, bageren etablerede i det fine kvarter og et lille eventyr, bare fordi det var godt og underholdende. Mageløst var det! Tiden fløj for mig, og pludselig var jeg atter hjemme - mæt efter gode historier om den tid, der var. Tak for det!

Ingen kommentarer: