lørdag den 1. november 2008

Smukke gesti

Så oprandt dagen - den sidste - hvor jeg naturligvis måtte tage afsked med de deltagere, der aktuelt har udgjort mit arbejdsliv på det sidste, naturligvis sammen med et antal kollegaer og samarbejdspartnere. Det blev en dejlig - og følelsesmæssigt meget trættende - dag.

Der var arrangeret brunch, dug på bordet, lys og sang - og jeg fik en meget smuk gave; dels et ualmindelig flot buket i varme efterårsfarver - præcis som jeg holder så meget af - dels et krus med en meget rørende påskrift. Jeg er dybt rørt og glad for den gestus, hele dette arrangement udgjorde!

Gennem de seneste dage er det lykkedes at få taget afsked med de enkelte deltagere - nogle meget direkte under en samtale, andre mere indirekte via sms´er og endelig de af jer, der var der igår. Jeg har hørt ordene - både de udtalte og dem, der lå mellem linierne, og I skal vide, både I, der stadig er holdet, og I, der er fløjet videre, at jeg er meget beæret over at have fået lov til at være en lille del af jeres liv i en kort periode. Jeg er ikke i tvivl om, at I vil rejse jer endnu mere kraftfuldt, baske med vinger, der er endnu stærkere - og flyve videre på jeres færd mod fremtiden; jeres helt unikke! Den oplevelse, det giver at kende til dét at miste fodfæstet for en stund, kan meget vel være det, der giver én styrke til at leve et endnu mere rigt liv fremover! Jeg ønsker jer det bedste!

Ingen kommentarer: