Idag har jeg så solgt min kolonihave. Tænk at have været så heldig at opleve at være kolonihavelejer for en stund - og tænk at være så heldig at kunne sælge den videre til et sødt og venligt par, der glæder sig mindst lige så meget til at tage fat, som jeg gjorde, da jeg købte den i sin tid!
I løbet af den tid, jeg har haft min gang i haveforeningen, har jeg haft den udsøgte fornøjelse at møde en masse søde og rare mennesker; folk, jeg uden tvivl ikke ville have haft lejlighed til at hilse på og snakke med, hvis ikke jeg havde købt mig ind dengang. Denne haveforening er stadig præget af en stor gruppe ældre medborgere og de staude- og nyttetunge haver, de har etableret. Min tidligere nabo var 85 år - og besøgte sin have hver dag for at luge lidt, slå lidt græs - bare være der, i gang med noget nyttigt. For nyligt måtte han sælge - til en iøvrigt venlig yngre mand - men jeg har set ham gå ture i haveforeningen, så han kan vist ikke undvære stedet, og det forstår jeg så glimrende! Nu, hvor jeg selv har solgt min have, så ved jeg også med mig selv, at i fremtiden vil jeg også lægge min vej forbi; nyde det store og enthusiastiske stykke arbejde, lejerne lægger i deres små jordlodder - og hvis jeg kommer til at savne det, vil jeg glæde mig lidt over, at jeg ikke skal være helt så intensivt over ukrudten, men kan nøjes med at nyde livskraften i skvalderkålen, mens jeg funderer over, hvordan jeg skal tilberede den i en fremtidig ret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar