Religion og psykologi

Havde fornøjelsen af at læse en artikel omkring bl.a. Nietzsche - om hans forhold til religion. At han trods sin indledningsvise afsværgelse af troen endte han op med at lide af en form for religionsvanvid. Dette mindede mig i alvorlig grad om en person i min omgangskreds, der i mange år har gjort det til en mærkesag at være vred på kristendommen, samtidigt med at han uafladelig trækker på kristne, religiøse eksempler og et sprog, der kunne være skrevet ind i biblen. Nu er det ikke, fordi jeg selv oplever mig som særligt religiøs, men jeg bemærker alligevel den store energi, der tilsyneladende er bundet til det for denne person - og angiveligt også for så mange andre gennem historien. Jeg kommer til at tænke på det frygtelige spild, der ligger i denne tankemæssige- og følelsesmæssige aktivitet. Tænk hvis al denne energi kunne udfolde sig til smuk og dejlig hjerneaktivtet og skønne stunder! Tænk hvis det kunne blive muligt for en person som min ven at slippe denne voldsomme binding til det religiøse! Tænk hvis det behov for at nære et had-kærlighedsforhold til nogen eller noget kunne erstattes med noget frugtbart, der kunne bringe lys og glæde ind i denne persons liv! Jeg ønsker det for ham - og for alle andre, der måtte martres af den form for pinefulde tanker og mønstre!